Næste etape - friarealforbedring

Det i foråret 2007 opstartede arbejde omkring etablering af friarealforbedringen i karréen afgrænset af – Nørregade, Torvegade, Norgesgade, Kirkegade er nu opstartet igen.

Status er således, at der nu udsendes et forslag til byfornyelsesbeslutning til alle de ejere, andelshavere og lejere, som berøres af friarealforbedringen.
Det har indtil videre været en spændende proces. Der skal tages hensyn til mange forskellige behov og ønsker, så det hele forhåbentlig går op i en højere enhed.
Indretningen er planlagt i et nært og positivt samarbejde med den etablerede arbejdsgruppe bestående af Janni Bonde, Johnny Dela, Martin Louw Kristoffersen, Diana Christiansen, Birthe Sønderskov, Vita Lund, Jeanne Storm og landskabsarkitekt Helene Plet. Planen vil efter en yderligere tilretning blive vist her på hjemmesiden samt i Kvarterets Hus.
Forslaget til byfornyelsesbeslutning fremlægges i løbet af efterår/vinteren i høring blandt ejere, andelshavere og lejere. I denne periode kan alle komme med indsigelser eller ændringsforslag, inden projektet vedtages endeligt. Den fysiske gennemførelse af friarealforbedringen forventes at starte sensommeren 2008.

Idé – Hvad sker der ske
Det er tanken at skabe et grønt åndehul – en oase midt i karréen, et sted med poesi og stemning. Et sted til fælles glæde for alle beboerne, men også for byens borgere, der vil bevæge sig gennem området. Tanken er at lade en sti slynge sig gennem området og via denne sti ledes man gennem områder med forskellige karakterer, der spænder fra gårdhavekarakter, havekarakter, parkkarakter samt skovkarakter. Man vil møde forandringer og oplevelser gennem hele året. Derudover vil der være aktiviteter fordelt gennem området fra petanque mod vest, eks. legeområde til teenagere midt i området og legeplads for de små (uden for inst. åbningstid) i den østlige ende, koblet på parkarealet.
Området er tænkt som et meget driftsvenligt område.

Gårdhavekarakter
Gårdhavekarakteren anlægges i forbindelse med petanguebanen. Her etableres en pergola med klatreroser hen over stien samt et stort bed med lavendel. Der skærmes af med søjleeg mod nabo.

Skovkarakter
Skovkarakteren etableres af mindre træer på en bund af stedsegrøn samt blomstrende bunddække (alternativt langt græs med klippede kanter og blomsterløg). Der skabes ingen ophold på arealet, det er ”kun” til at bevæge sig igennem.

Havekarakter
I haven etableres der en pergola, med blåregn og få bænke til ophold, hen over stien. Derudover er der klippet græs, blomstrende buske og mindre træer med høstfarver. Der lægges løg i plæner og under buske.

Parkkarakter
I parken er der store træer, rododendron, langt græs og klippet græs og et mylder af forårsløg. Der placeres en gruppe af hærværkssikrede hængekøjer, til gavn og glæde for børn, unge og ældre. I plænen dannes små bakker og der opstilles borde/bænke til ophold. Der skabes en låge og et gennemsigtigt hegn mod institutionen, så der skabes kontakt.

Legeplads.
Den eks. legeplads fornyes efter ønske fra institutionen. Det skal nævnes, at meget af det eks. legegrej ikke opfylder nutidens krav til sikkerhed.

Belysning
Det er tanken, at belysningen skal være et særligt tema. Stien gives en varieret belysning, så det bliver en oplevelse i sig selv at bevæge sig gennem området i mørket samtidig med, at det skaber tryghed og er kriminalpræventivt.

Belægning
Stien får en fast belægning i form af betonfliser og i parkeringsarealer lægges der ledesnor ned, så der skabes sammenhæng i bevægelsesmønstret.

Parkering
Det store parkeringsareal mod øst tænkes udformet som græsarmering, hvor man parkerer og belægning/asfalt hvor man kører. Det er tanken at stille høje master op og spænde wire ud mellem masterne og lade klatreplanter klatre på kryds og tværs af arealerne. Hvor det er muligt placeres træer. Det kan være svært at plante mange træer, da det optager plads fra det bestemte antal p-pladser, som skal opretholdes.
På parkeringsarealet mod sydvest tænkes vejarealet langs skel mod Video Vest udlagt i stenmel og der plantes træer langs skel – på denne måde får arealet et venligt parkagtigt udtryk. Mod privat parkering v. Nørregade 44 etableres en grøn væg.

Kiva Grafisk